Samarbejde bringer juleshowet fra Blåvand til Ølgod
Handelsrådet i Varde Kommune skaber nye forbindelser på tværs af kommunen. I december bliver det meget konkret, når Blåvand Ho Erhverv og Ølgod Handel & Erhverv går sammen om et spektakulært juleshow, der i år sætter fokus på kulturen i Varde Kommune.
Samarbejde er et af nøgleordene for Handelsrådet i Varde Kommune – et fællesskab mellem kommunens handels- og erhvervsforeninger med støtte fra Varde Kommune.
En vigtig ambition med Handelsrådet er at skabe stærkere relationer, idéudveksling og nye samarbejder mellem de lokale handels- og erhvervsforeninger. Nu bliver den ambition omsat til et helt konkret projekt mellem kommunens vestligste og østlige del.
Formand for Handelsrådet, Erik Buhl, glæder sig over, at Blåvand og Ølgod har fundet sammen:
– Det er netop sådan et samarbejde, vi gerne vil skabe grobund for. Når handels- og erhvervsforeningerne deler idéer og erfaringer og sammen udvikler nye aktiviteter, kan vi skabe oplevelser, der rækker ud over det enkelte lokalområde. Derfor er det fantastisk, at Blåvand og Ølgod nu går sammen om dette projekt.
Fra Blåvandshuk Fyr til Ølgod Vandtårn
Gennem flere år har Blåvand Ho Erhverv stået bag et stort juleshow på Blåvandshuk Fyr. Showet har fået opmærksomhed langt ud over lokalområdet og har hvert år samlet et stort publikum.
Temaerne har skiftet fra år til år. I 2025 var omdrejningspunktet Blåvandshuk Fyrs 125-års jubilæum.
I 2026 bliver lygterne rettet mod kulturen i hele Varde Kommune.
Det sker i et år med et væld af kulturelle aktiviteter og begivenheder rundt omkring i kommunen – blandt andet Wadden Tide i Blåvand, indvielsen af kulturhuset i Ølgod og en lang række andre kulturevents. Det giver et oplagt og levende materiale til årets juleshow.
Peter Nielsen, aktivitetskoordinator i Blåvand, og Christian Jacobsen fra Ølgod så derfor en mulighed for at føre tankerne om samarbejde fra Vækst i Vest og Varde Kommune ud i livet.
Og Ølgod havde noget helt særligt at byde ind med: et markant og centralt placeret vandtårn.
Dermed var idéen født.
Fem aftener med juleshow
De traditionelle tre juleshows i Blåvand bliver i år suppleret med to show dage i Ølgod.
Juleshow 2026:
· Ølgod: lørdag den 12. december
· Blåvand: søndag den 13. december
· Ølgod: lørdag den 19. december
· Blåvand: søndag den 20. december
· Blåvand: søndag den 27. december
Peter Nielsen fra Blåvand Ho Erhverv fortæller, at et omfattende arbejde allerede er i gang:
– I samarbejde med Varde Kommune er vi er i fuld gang med at samle materiale fra de mange events og kulturelle oplevelser i Varde Kommune i 2026. Det hele skal bearbejdes og bygges sammen til årets juleshow af vores dygtige samarbejdspartner. Det bliver spændende at vise kommunens mange kulturelle fortællinger på en helt ny måde – og ikke mindst at kunne præsentere showet både i Blåvand og Ølgod.
Christian Jacobsen glæder sig over, at Ølgod får mulighed for at blive en del af traditionen:
– Det er en unik mulighed for Ølgod. Vi håber naturligvis på stor lokal opbakning, men vandtårnets placering betyder også, at vi kan tiltrække gæster fra et stort opland – blandt andet mod Tarm-Skjern og Herning samt Ansager, Skovlund og Grindsted. Med de erfaringer, der allerede er opbygget omkring juleshowet i Blåvand, har vi store forventninger til, at det også kan blive en publikumssucces i Ølgod.
Samarbejde på tværs skaber nye muligheder
Projektet er samtidig et eksempel på den tanke, der ligger bag Handelsrådet i Varde Kommune: Lokale handels- og erhvervsforeninger skal ikke alene udvikle deres egne områder, men også kunne bruge hinandens erfaringer, idéer og styrker.
Når lyset rammer både Blåvandshuk Fyr og Ølgod Vandtårn i december, bliver det derfor ikke kun et juleshow.
Det bliver også et synligt symbol på et samarbejde, der forbinder Varde Kommune fra vest til øst.
Læs mere om Handelsrådet og samarbejdet via Vækst i Vest.